Pressemeddelelse: Ændringer i Alpint Kraftcenter Danmark (AKD): Henrik Oksholm træder tilbage som sportslig koordinator, Mads Vinther engageret som efterfølger

Posted by: Lene Svanebjerg
Category: Nyheder

14.09.23 – Efter mange års dedikeret tjeneste og en betydningsfuld indflydelse på udviklingen af dansk alpin skisport har Henrik Oksholm besluttet at træde tilbage som sportslig koordinator for Alpint Kraftcenter Danmark. Henrik Oksholm vil afslutte sin nuværende rolle den 30. september 2023.

Med Henrik har Alpint Kraftcenter Danmark opnået bemærkelsesværdige resultater og spillet en afgørende rolle i at udvikle unge alpine skitalenter i Danmark. Hans engagement og vision har været et uvurderligt aktiv for skisporten i landet. Tak for indsatsen Henrik!

Vi er glade for at meddele, at Mads Vinther er blevet engageret til at overtage de fleste af de opgaver, som Henrik har løftet. Dette inkluderer den koordinerende og drivende rolle i Lowlanders-samarbejdet samt understøttelse af AKD-bestyrelsen vedr. danske FIS-atleters udvikling og deltagelse i internationale konkurrencer. Mads kommer fra et job som træner i Lowlanders Ski Racing, hvorigennem han har opbygget værdifuld erfaring og kompetencer som kan bruges hos AKD. Mads er i øvrigt kendt i skimiljøet via hans engagement omkring de sportslige elementer i alpint skiløb, selv om hans baggrund oprindeligt er fra instruktørsiden.

Mads vil officielt træde ind i sin nye rolle den 1. oktober 2023, og vil arbejde tæt sammen med Henrik i overgangsperioden for at sikre en smidig overgang og fortsat succes for Alpint Kraftcenter Danmark.

Henrik: ” Det har været en glæde at være med til at skabe gode og meningsfyldte fællesskaber for flere unge aktive skiløbere. Det har betydet, at vi har kunnet fastholde flere i alpin skisport og i længere tid. Jeg ønsker alle held og lykke med at fortsætte den indsats”

Mads: “Jeg er glad for at blive engageret som sportslig koordinator for Alpint Kraftcenter Danmark. Jeg ser frem til at fortsætte det gode arbejde, der allerede er blevet udført, og styrke mulighederne for de alpine atleter fra Danmark, uanset hvor i verden de befinder sig. Jeg glæder mig til de opgaver der ligger foran os, og til den kontakt jeg kommer til at have med de danske FIS-atleter”

Vi ønsker Henrik alt det bedste fremover, og glæder os til samarbejdet med Mads.

Hilsen AKD’s bestyrelse