I tredje omgang af “3 hurtige” har vi talt med den 28 årige alpin-ekvilibrist Christian Borgnæs. Christian har trådt sine børneskistøvler i østrigske St. Anton, hvor han er vokset op med sin danske far, skiikonet Jens Borgnæs, og sin østriske mor. I slutningen af maj 2022 skiftede Christian Borgnæs til dansk FIS-licens og har siden repræsenteret Danmark og Københavns Skiklub på fornemste vis. Christian Borgnæs er ikke bare en fart- og teknikmaskine, han også en passioneret allround skiløber, der fungerer som en verdensklasse rollemodel for de unge, håbefulde danske talenter og en inspirationskilde til sjovt, alsidigt og aggressivt skiløb. I den forløbne sæson opnåede Christian sit hidtil bedste resultat og samtidigt det bedste resultat nogen dansk alpinskiløber har præsteret. Så det er oplagt at køre ”3 hurtige” med Danmarks bedste alpinskiløber. Here we go!
“Den startede allerede rigtig godt på den sydlige halvkugle, i New Zealand, hvor jeg vandt den samlede Australia / New Zealand Cup i storslalom. Derudover fik jeg testet en hel del omkring mit udstyr, hvilket gjorde at jeg også fik forbedret mit skitekniske niveau. Jeg formåede at bringe den gode form med over til Europa og kørte stærkt i de første World Cup løb i December, men på grund af nogle stor fejl nåede jeg ikke andet gennemløb. Det lykkedes i Alta Badia, hvor jeg endte på en 28. plads. Et par dage efter lige før jule pausen, kunne jeg fejre min første sejr i et Europacup løb, efterfulgt med en anden plads dagen efter. Og så kom sæsonens highlight den 6. januar i Adelboden. Jeg kørte mig ind på en 14. plads i World Cup løbet – mit bedste resultat i karrieren, med 6. bedste tid i anden gennemløb, foran lidt over 20.000 tilskuer. En 25. plads i Schladming’s Night Race i slutningen af Januar var tredje og sidste gang jeg scorede World Cup point sidste sæson. Derefter forhindrede både større fejl og DNFs (Did Not Finish) mig i at opnå flere Top 30 resultater. Jeg endte på en 38. plads i storslalom World Cuppen og en 8. plads i storslalom Europa Cuppen.”
“Sæsonen 2023/24 var min bedste nogensinde.”
“De næste 2,5 måneder skal bruges på fysisk træning med henblik på at skabe et godt fysisk grundlag for en lang og intensiv sæson. Derefter tager jeg med mit hold “Global Racing” til New Zealand, hvor jeg forhåbentligt kan træne og teste det nye materiale på rigtig vintersne, så jeg står klar når den ny sæson går løs den 27. oktober i Sölden. På den organisatoriske side er jeg i gang med at finde financeringen får at få næste sæson til at hænge sammen – og hvis det går godt, så skal jeg finde en service-mand, som kan hjælpe mig med at fin-tune skiene og tage lidt arbejde væk fra mig.”
“World Cup kalenderen for den næste sæson er lige blevet offentligjort og der er nogle yderst attraktive løb på programmet. Efter åbningen i Sölden og en tur til Beaver Creek, USA, kommer klassikerne i Val d’Isere, Alta Badia, Adelboden og Schladming.”
“Det øjeblik jeg altid ser mest frem til er øjeblikket, hvor jeg står i startboksen og uret viser 10 sekunder til start – uanset hvilke løb jeg skal køre. Den følelse kan bare ikke sammenlignes med noget som helst andet.”
“Februar er domineret af sæsonen’s highlight, VM i østrigske Saalbach, hvilket jeg glæder mig rigtigt meget til. Løb i Kranjska Gora og på Hafjell afslutter den regulære World Cup sæson, før finalen bliver afholdt i Sun Valley, USA. Det er rigtigt spænende at være en del af World Cup touren og rejse rundt til alle de forskellige løb med masser af tilskuer og opmærksomhed.”
Vi ønsker Christian en god sommer og holder et skarpt øje med hans forberedelser til den kommende sæson. Og det kan du også gøre via hans Instagram-profil.
Hvis du er sulten på flere interviews med danske skiløbere, kan du med fordel tjekke de to første afsnit af “3 hurtige” med Christian Skov Jensen (alpin skiløber) og Leonora Rønhede (Skiskytte).