Vestcup 2024 er i fuld gang! Sommersæsonen er stadig fyldt med, konkurrencer, fart og fællesskab.
Starten til Vestcup 2024 gik den 5. maj og fortsætter helt frem til den 21. september. Vi har i den anledning lavet en Q&A med Sune Elmose, som er medlem af Silkeborg Skiklub. Sune er en dedikere langrends- og rulleskiløber, der konkurrerer i langdistanceløb og er en tilknyttet Danish Skimarathon Team, som er en del af Ski Classics Pro Tour.
Hvad er det fede ved rulleski?
Det fede ved rulleski er, at det er den træningsform, der minder mest om langrend. Alt efter hvordan man træner kan du bruge det forskelligt. Uanset om du tager en afslappet tur for at nyde vejret og naturen, en længere træningstur for at styrke musklerne og udholdenheden, eller intense intervaller for at forbedre dit kredsløb og VO2 max, er rulleski en træningsform, der skåner kroppen. I modsætning til løb undgår du de stød, som kan belaste kroppen.
“Noget af det bedste ved rulleski er, at træningen foregår udendørs i den friske luft, hvor man kan køre og nyde den skønne natur.”
Hvornår startede du med at stå på rulleski?
Jeg startede for omkring 12 år siden med rulleski, da jeg der begyndte at træne til mit første Vasaløb. Tidligere har jeg løbet langrend på hyggeplan med familien, som så mange andre danskere.
Hvad ser du mest frem til ved Vestcup?
Til Vestcup er der mulighed for at tale med andre der interesserer sig for rulleski, træning og udvikling. Det skaber et fællesskab. Derudover får jeg set andre områder og ruter som jeg evt. kan bruge til min egen træning.
“Det jeg ser mest frem til i forhold til Vestcup er at komme rundt og møde andre danske rulleskiløbere.”
Hvorfor vælger du at deltage i Vestcup?
Det er vigtigt for mig, at vi på Danish Skimarathon Team ikke fremstår som eliteløbere, der kun vil deltage i store løb, hvor der er seedning eller FIS-point på højkant. Mange følger også med i hvordan det går for os, og hvordan vi gør tingene. Her er der en kærkommen mulighed til at tale med forskellige mennesker.
Jeg har en generel holdning til at den bedste træning er at køre konkurrencer, da man ofte her bliver presset mere end i de daglige træningspas. I en lille rulleski verden i Danmark kan det dog være lidt svært altid at finde nogen at konkurrere mod, da det er lidt afhængigt af hvem der dukker op til Vestcup. Her forsøger jeg at sætte mine personlige mål f.eks. ved at forsøge at følge dem der løber på skateski m.m.
“Jeg vælger at deltage i Vestcuppen, da jeg som løber på det eneste Pro-Team i Danmark, synes det er vigtigt at vi bakker op om de tiltag der er i Danmark omkring rulleski og langrend.”
Hvormange gange har du deltaget i Vestcup?
Jeg tror jeg har deltaget i omkring 10 Vestcup arrangementer, og vil gerne deltage så meget som muligt. Efter en lang sæson på Pro-Touren fra december til april, er særligt april-maj min offseason. Derfor prioriterer jeg i den periode måske en smule anderledes i forhold til mit skiløb, da jeg her tilgodeser familien og andre gøremål som har været nedprioriteret i sæsonen. Derfor kan det være, at jeg vælger ikke at deltage i alle løbene.
Ser du rulleski og langrend som to separate aktiviteter, eller bruger du rulleski som træning til langrend?
Jeg bruger rulleski som nok den væsentligste træning i forhold til det at køre langrend i Skiclassic. I løbet af sommeren er det virkelig som valmue træning, hvor det hen over efteråret bliver mere og mere specifikt.
I Danmark hvor vi stort set bruger rulleski hele året rundt, kan det være lidt svært at se rulleski og langrend som to separate aktiviteter, og på trods af at jeg deltager i internationale rulleskiløb, som seedningsløb til Skiclassics Pro-Tour, ser jeg hovedsageligt rulleski som en væsentlig del af min træning. Der er forskel på at løbe rulleski og langrend, selvom den bliver væsentlig mindre ved at jeg og de andre på holdet udelukkende dobbeltstager. Kører man diagonalgang eller dobbeltstagning med fraspark bliver forskellen fra rulleski til langrendsski væsentlig større.
Læs også vores Q&A med Nikolaj Kolte, som er en af nøglepersonerne bag Vestcup her.
Læs mere om Vestcup her.