Silje Kinkeads vej til EYOF sølv i Slopestyle.

Posted by: Natalie Raagaard Hansen
Category: Forside slider, Freestyle-ski, Nyheder

Den danske Freestyle skiløber, Silje Kinkead, fra Din Skiklub har vundet sølv i Slopestyle til European Youth Olympic Festival/EYOF, som afvikles i disse dage i Georgien! Det er helt enestående og første gang, at Dansk skisport får en medalje til EYOF. Se den herlige resultatliste her.

Onsdag den 12 februar 2025  

Tidligt i morges dansk tid vandt Danmark sin tredje medalje nogensinde ved vinter EYOF. Det var samtidig en historisk begivenhed, da det var den første medalje for Danmarks Skiforbund i international og olympisk sammenhæng. Silje Kinkead skrev sig ind i historien ved at vinde sølv i pigernes freestyle.

Sijles vej til sølv 

Silje havde vundet kvalifikationen, så der var en god medaljemulighed for Danmark. Efter en forholdsvis dårlig opvarmningssession, der bar præg af småfejl og et enkelt stort styrt, var der for alvor dansk spænding på freestyle venue.

I Siljes første finale-run, lagde hun sig med 68,5 point ind på en 3. plads. Hendes run var igen præget af småfejl, så hun vidste at hun havde mulighed for at forbedre sin score i andet run.

Inden kvalifikationen havde Silje heller ikke haft en perfekt træning dagen, men hun havde vist at hun kunne præstere når det virkelig galdt. Det samme gjorde sig gældende i andet finale-run, hvor hun satte et for hende næsten perfekt run med en højre 360 safety på første store kicker, efterfulgt af en ventre 720 mute på næste kicker. Begge dele sad lige i skabet med gode lange grabs og lækker stil. På første railsektion satte hun en perfekt front 270 off på en kæmpe shooter-rail – efterfulgt af en switch 360 på transitionrolleren, som tog hende ned til sidste tube hvor hun lavede en switch tails on front 270 af den sidste rail.

De andre deltager havde i mellemtiden også steppet op, så inden Silje 2. finale-run lå hun nr. 4, og skulle levere et run der mindst var lige så godt som i kvalifikationen. Nr. 1 lå på 86 point(!), nr. 2 på 80 point. Dommerne tog lod Silje stod og ventede i over 2 minutter, inden de gav hende 82,5 point, og hun strøg direkte ind på en 2. plads og vandt dermed sølv til hende selv og til Danmark.

Den danske delegation overværede Siljes imponerende præstation, og flere kunne ikke holde tårerne tilbage. Da scoren blev offentliggjort, brød jubelen løs, og krammere blev delt ud i stor stil.

Silje Kinkead, vi hylder din ekstraordinære indsats og ønsker dig et kæmpe stort tillykke med sølvmedaljen.

Silje kan følges igen på fredag og lørdag fra 07:10 – 08:50 dansk tid, hvor der er kvalifikation og finale i Big Air. Det hele kan følges live på eoctv.org.