Jobopslag: Sportschef til Danmarks Skiforbund

Posted by: Kenneth Bøggild
Category: Alpin, Discipliner, Forside slider, Freestyle-ski, Langrend, Nyheder, Rulleski, Skiskydning, Snowboard, Telemark

Sportschef til Danmarks Skiforbund

Er du passioneret omkring idræt og har lyst til at arbejde med talent- og eliteudvikling for fællesskaber for unge atleter, så læs videre.

Danmarks Skiforbund søger i forbindelse med reorganisering af forbundets talent- og elitearbejde en sportschef til nyopslået stilling med tiltrædelse 1. februar 2025.

Til det har vi brug for en stærk, erfaren og robust medarbejder, der skal arbejde med vores talent- og elitearbejde på tværs af vores fire discipliner.

Er du personen, som kan skabe struktur for atleterne og sikre udviklingen af den rette sportslige organisering i Danmarks Skiforbund med atleten i centrum? Så er det dig, vi leder efter.

Du skal tage ansvaret for etableringen af den nye organisering ud fra en struktur/ramme, der er besluttet af bestyrelsen, sikre dialogen med atleter, klubber og øvrige interessenter samt driften af forbundets kommende talent- og elitecentre. Dertil bliver du ansvarlig i forhold til implementeringen af Danmarks Skiforbunds talent- og elitestrategiaftaler med Danmarks Idrætsforbund til gavn for talentudvikling og elite i dansk ski, snowboard og skiskydning.

Jobbeskrivelse
Danmarks Skiforbunds kommende sportschef skal stå i spidsen for vores talent- og elitearbejde med primært ansvar for:

  • Etablering af en talent- og eliteorganisation for DSkiFs atleter på tværs af alle DSkiFs discipliner
  • Sikre dialogen mellem forbundet og de klubforankrede talent- og elitecentre via trænerdialog og facilitering samt drift af de tilknyttede talent- og elitesamarbejdsudvalg
  • Udvikle og Implementere DSkiFs talent- og elitestrategi (udvikles før implementering)
  • Udarbejdelse af udtagelseskriterier til store mesterskaber (OL, UOL, WSC, EYOF), udvalgte hold etc.
  • Ansættelse og ledelse af trænere til de nedsatte talent- og elitecentre
  • Varetage talent- og elitearbejdets budget
  • Sammen med talent- og elitecentertrænerne være med til at skabe de bedste betingelser for de danske ski-, snowboard- og skiskydningsatleter på ungdoms- og seniorniveau
  • Prioritere i indsatser og sætte mål for udviklingen
  • Etablere en positiv dialog med Danmarks Idrætsforbund og på sigt, når det er muligt, Team Danmark vedrørende Danmarks Skiforbunds talent- og elitearbejde

Sportschefens opgaver Personaleledelse af trænerne i talent- og elitecentrene

  • Administrativ og økonomisk ledelse af talent- og eliteområdet
  • Ansvarlig for udvikling og implementering af elitestrategi – og strategi for talentudvikling i henhold til forbundets aldersrelaterede træningskoncept og forbundets værdier
  • Ansvarlig for samarbejde med klubberne, talent- og elitecentrene, Danmarks Idrætsforbund, Antidoping Danmark og DSkiFs internationale forbund (FIS, IBU, IMSF) vedrørende talent- og elitearbejdet
  • Dialog med samarbejdspartnere inden for talent- og eliteområdet

Jobbet har sin tyngde på at supportere talent- og elitecentrene, så trænerne kan udvikle atleterne.

Der må forventes en del dialog med interessenter (atleter, forældre og klubberne), så det kræver indsigt i og forståelse for en række menneskelige relationer herunder at facilitere en konstruktiv dialog med alle i og omkring Danmarks Skiforbunds talent- og elitearbejde.

Din baggrund og kompetencer

  • Indgående erfaring med elitesport på nationalt og eventuelt internationalt niveau; gerne på forbundsniveau eller tilsvarende
  • Erfaring med etablering af organisation med med fokus på målrettet talent- og eliteudvikling i den frivillige organisation
  • Personlig gennemslagskraft og kan kommunikere i skrift og tale – også på engelsk
  • Lyst til at arbejde med unge mennesker, klubber og frivillige
  • Kendskab til ski, snowboard og skiskydning er ikke en forudsætning for ansættelse

Sportschefen vil referere til Danmarks Skiforbunds generalsekretær. Arbejdssted vil være DSkiFs sekretariat, Idrættens Hus og vil som for forbundets øvrige medarbejder være fleksibelt i forhold til de aktuelle arbejdsopgaver.

Noget rejseaktivitet må forventes, men vil være i begrænset omfang (20-30 dage per år).

Der ydes en stor grad af fleksibilitet (sted og timeantal) og frihed til alle medarbejdere, så DSkiFs ansatte kan planlægge egen hverdag.
Løn og timeantal forhandles individuelt.

Ansøgningsfrist til ovennævnte stilling er 11. december 2024.

Samtaler vil ske i uge 50.

Ansættelse pr. 1. februar eller i snarest muligt.

Ansøgningen stiles til:
Danmarks Skiforbund
hr@skiforbund.dk

Danmarks Skiforbund
Danmarks Skiforbund er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund, medlem af FIS, IBU & ISMF. Forbundet har 13.000 medlemmer fordelt på 55 klubber.

DSkiFs sekretariat er i Idrættens Hus, Brøndby, hvor sekretariatet dækkes af 2,75 årsværk.

Læs mere om Danmarks Skiforbund på www.skiforbund.dk

Spørgsmål om stillingen kan rettes til:
Generalsekretær Kenneth Bøggild
Mail: kb@skiforbund.dk
Mobil: 2534 4050

Eller:

Bestyrelsesmedlem Rikke Klokker Grønning
Mail: rg@skiforbund.dk
Mobil: 2890 2383

Hente opslaget som PDF her: