I denne udgave af Højdepunkter for sæsonen har vi sat den 25-årige skiskytte fra Københavns Skiklub, Jacob Weel Rosbo, i stævne. Jacob er født og opvokset i Bagsværd, men for fem år siden tog han beslutningen om at flytte til drømmedestinationen Lillehammer for virkelig at satse på ski. Siden da har han kombineret livet som elitesportsudøver med en kandidatuddannelse i økonomi, som han læser til dagligt. Fem år i Norge har budt på store præstationer, målrettet arbejde og en både sportslig og personlig udvikling, som han med rette kan være stolt af.
“Højdepunktet fra forrige sæson var sæsonafslutningen ved World Cup i Holmenkollen. Der var ufattelig mange danske tilskuere under konkurrencen, så det var en stor oplevelse. Og så fik jeg jo det legendariske Kollen-brøl ved målgang – hvor mange har lige prøvet det? Udover det havde jeg en fantastisk fremgang i skifarten, så det tager jeg med mig ind mod næste sæson.”
Hvad skal sommeren gå med? “Min sommer skal mest gå med træning. Jeg træner lidt over 20 timer om ugen i gennemsnit hen over sommeren, og så kommer der 10 tiner skydetræning oveni. Det er om at udnytte sommerferien fra kandidatstudiet til at skabe det bedste grundlag før vinteren.”
“OL er det store mål, og ambitionen er at kvalificere sig til at komme med.”
Vi vil gerne takke Jacob for at dele ud af sine højdepunkter for sæsonen og give os et indblik midt i et sommerprogram fyldt med målrettet træning. Vi ønsker Jacob alt held og lykke i den kommende sæson. Du kan følge med på hans Instagram-profil for flere opdateringer.
Har du misset de tidligere “Højdepunkter for sæsonen” med de danske atleter, kan du stadig nå at læse med: Jakob Ebskamp (freestyleski), Clara Marie Vorre (alpint), Sille Krause-Thorø (alpint), Silje Klinke Kinkead (freestyleski), Falk Halkier Egelie (langrend og Sasja Hendriksen (langrend.