En lidt våd start på den danske alpine konkurrence sæson til Nordkredsmesterskaber 2025 i Trysil

Posted by: Kenneth Bøggild
Category: Alpin, Forside slider, Nyheder

Så kom den danske alpine konkurrencesæson i gang. Årets første nationale konkurrence var storslalom ved Nordisk Mesterskab 2025 i Trysil. Inden dagens konkurrencer havde løberne trænet på tværs af klubberne, assisteret af 11 trænere fra SkisportDanmark. SkisportDanmark er et træningsfællesskab på tværs af alle skiklubber, som er medlem af Danmarks Skiforbund.

Ugen har budt på noget nær perfekte betingelser, startende med kolde og solrige dage og generelt glimrende forhold. På trods af de overordnet fine forhold i Trysil, var det dog noget af en vejrmæssig omgang, som løberne kæmpede sig igennem på konkurrencedagen. Temperaturer på 1–3 graders varme, tåge og let regn er ikke just optimale forhold for skiløb – og slet ikke for konkurrenceafvikling.

På trods af de udfordrende vejrforhold var humøret højt, ikke mindst fordi konkurrencerne kom i gang til tiden og blev afviklet uden væsentlige forsinkelser eller lange stop. Løbet blev afviklet på Trysils konkurrencebakke Høgegga, en bakke som løberne kender godt, og som de fleste allerede har slået adskillige tusinde sving på.

Første gennemløb blev startet lige under det meget stejle hang for at sikre, at alle fik en god oplevelse i bakken. Banen var sat forholdsvis åben og meget rytmisk. Et særdeles effektivt skransehold kørte konstant igennem banen og sikrede rimelige forhold for alle løbere. Efterhånden som gennemløbet skred frem, blev underlaget dog mindre jævnt, særligt for løbere med høje startnumre.

Til løbets andet gennemløb blev banen kortet med fire porte, da underlaget i toppen af banen efter første gennemløb ikke kunne bære endnu et fuldt gennemløb.

Ligesom i første gennemløb blev også andet gennemløb afviklet helt uden stop, og efter knap tre timer var dagens konkurrence færdig. Det var en stærk indsats af de mange frivillige samt banecrew fra Trysil Race Academy, som stod for selve afviklingen og ikke mindst Race Director Søren Bank fra Skiklubben Hareskov.

Oprindeligt var der planlagt afvikling af parallelslalom, men på grund af det bløde underlag og den tiltagende regn besluttede løbsledelsen af sikkerhedsmæssige årsager at aflyse denne del af NKM 2025.

Nordisk Mesterskab fortsætter lørdag den 13.12.25 med afvikling af slalomkonkurrencerne.

Se dagens resultater her:
Se billeder fra dagen her: